Pasta med muslinger og citronpesto

Denne pasta med muslinger er en super fin begynderret, hvis du vil lære at elske muslinger. Det er en nem opskrift, der på trods af flere trin i fremgangsmåden faktisk er hurtig at lave.

Til 3 personer

Ingredienser
750 g blåmuslinger
1 stk løg
2 fed hvidløg
1 dl hvidvin
1 bundt friske persille
350 g spaghetti
salt og peber

Citronpesto
2 stk. økologiske citroner
65 g mandler
1 dl olivenolie

Fremgangmåde
1. Start med at riste mandlerne på en pande. Lad dem afkøle.
2. Skyl blåmuslingerne grundigt under rindende vand. Fjern knækkede muslinger. Fjern også åbne muslinger, der ikke lukker sig, når du banker dem mod bordet.
3. Hak løg og hvidløg fint og steg dem ved middelvarme i en gryde med et par spsk. olie og et drys salt.
4. Kom muslingerne i, rør rundt og hæld hvidvin på.
5. Læg låg på gryden og lad muslingerne dampe i 5-10 minutter, eller til de alle har åbnet sig.
6. Lav imens citronpestoen ved at rive skallen fra de to citroner fint og blende dem godt med de ristede mandler, olivenolie, et nip salt og en skvis citronsaft. Den må gerne være lidt grov men rimelig flydende. Smag til.
7. Sæt pastavandet over og salt det rigeligt. Kom spaghetti i og kog dem et minut mindre, end du normalt ville.
8. Når muslingerne er færdige, og imens pastaen koger: Hæld væsken fra muslingerne op i en gryde og lad det reducere og boble i 5 minutter, eller til mængden er halveret.
9. Pil muslingerne ud af 2/3 af muslinger og gem resten med skallerne på for et fint udtryk.
10. Hak persille fint.
11. Vend halvdelen af citronpestoen i den reducerede muslingevæske og kom spaghetti, alle muslinger, godt med peber og halvdelen af den finthakkede persille ned i. Vend det godt rundt.
12. Server med ekstra citronpesto og persille.

Opskriften er udviklet af Anna Bartels.
Instagram: annabartels
Se hvordan opskriften tilberedes: