Undervisningsforløbet "Muslingefarmen" på Bølgemarken i København

Muslingefarmen

I foråret gyder de vilde blåmuslinger i Københavns havn og vandet bliver på kort tid fyldt med millioner af muslingelarver. For havbonden er dette den travleste tid på året, da det er nu, han skal fange muslingeyngel til næste års høst og luge ud på sin Bølgemark, så den ikke bliver overbegroet af tang, muslinger, rurer og alle de andre gevækster, der myldrer frem i havnen.

Under et besøg på Bølgemarken får I mulighed for at prøve kræfter med nogle af de mange opgaver, som havbonden dagligt tumler med. I lærer om havnens liv og oplever, hvordan maden bliver til ­fra mikroskopiske muslingelarver i havnen til dampende varm muslingesuppe.

Klassetrin: 4. – 6. klasse.

Fag: Natur og teknologi, madkundskab.

Emner: Økosystemer, lokale ressourcer, organismer, natur og miljø, bæredygtighed, madlavning, madkultur.

Varighed: 2,5 timer. Forud for forløbet fremsendes forberedelsesmateriale, der med fordel kan printes ud af læreren og anvendes i den forudgående undervisning.

Aktiviteter: Et besøg på Bølgemarken kan variere afhængigt af vejr og vind, men vil i hovedtræk bestå af følgende typer af aktiviteter:

  • Praktisk arbejde ifm. drift af Bølgemarken: Høst, vedligehold og såning af “muslingestrømper”.
  • Videnskabeligt arbejde med havnens organismer: Fx muslingedissektion og mikroskopering af vandprøver.
  • Tilberedning af muslinger og fællesspisning.

Praktisk: Muslingefarmen finder sted på Kalvebod Bølge, ud for Marriott Hotel. Vi mødes ved container 7, lige ved siden af Kajakhotellet. Der kan være koldt og blæsende, så husk varmt og praktisk tøj, der godt kan tåle at blive beskidt. Der vil være smagsprøver på muslinger, men husk alligevel madpakker, særligt hvis forløbet strækker sig over frokost.

Deltagerantal: Maks. 25 elever og min. 2 lærere (er I flere, så skriv det til os, så prøver vi at finde en løsning).

Pris: 2.500 kr. + moms. Havhøst er partner med Åben Skole i Københavns Kommune, og kan af den grund tilbyde forløbet for kun 500 kr. til københavnske folkeskoler.

Vi glæder os til at tage imod jer!