Formand for Havhøsts bio board Mette Blæsbjerg

Mette Blæsbjerg

Mette er forkvinde i Havhøsts bio board og underviser på Bølgemarken i København. Hun har været tilknyttet organisationens arbejde siden 18. september 2017.

Mette er uddannet havbiolog med flere års erfaring indenfor havmiljø og livet i havet. Hun har især arbejdet med fiskeri, naturbeskyttelse, bæredygtighed og forvaltning, og været involveret i både forskning, civilsamfundsarbejde, undervisning og formidling.

Du kan skrive til Mette på bioboard@havhoest.dk eller fange hende på 26 29 44 10‬.

Mette, hvilken forandring vil du gerne være med til at skabe gennem dit arbejde med Havhøst? Og hvor kommer dit drive fra?

Mit drive stammer nok grundlæggende fra den fascination og kærlighed til natur og dyr, jeg har haft siden jeg var barn. Især vakte havet min nysgerrighed, og den dag i dag elsker jeg stadig at tage ud og snorkle, dykke og tumle rundt ved vandet. Det har ført til, at jeg gennem årene har brugt rigtig meget tid og energi på at gøre alt, hvad jeg kan, for at beskytte livet i havet – og naturen i det hele taget. Hvis vi skal bevare en rig natur er det helt nødvendigt, at vi ændrer den måde, vi ser og bruger naturen på – og fordi vores fødevareproduktion har så stor påvirkning på natur og miljø, må vi også ændre den måde vi spiser på.

Jeg kastede min kærlighed over Havhøst fordi det er en organisation, der gør de bæredygtige muligheder levende og nærværende. Jeg håber på at være med til at skabe nye måder og metoder til at producere gode fødevarer lokalt og give folk en sjov måde at spise mere bæredygtigt på. Mest af alt tror jeg på det enkelte menneskes møde med dyret, planten eller miljøet som en vej til at skabe forståelse og en forandring – og det sker, når vi rører, ser, smager og oplever. Det byder Havhøst på helt fantastiske muligheder for at gøre.