Lars, hvorfor er du med i bestyrelsen for Havhøst?
Jeg er med i Havhøst fordi jeg vil arbejde for et bæredygtigt hav- og havnemiljø ved at forene min passion for havet med min baggrund som designer. I 2017 gik jeg ind i bestyrelsen for Maritime Nyttehaver, som er vokset til den landsdækkende organisation Havhøst.
Jeg har altid haft en dyb fascination af havet, og jeg har levet i og omkring havnen i København de sidste 20-30 år. For år tilbage stiftede jeg “Aktiv Havn” – en forening, der ville arbejde for en åben og levende havn for alle havnens brugere og byens borgere. Der sad jeg som formand i de første år, inden jeg tog til Billund for at arbejde som produktdesigner for LEGO.
I 2008 flyttede jeg hjem til havnen og byggede mig et skib, som jeg bor på i dag sammen med mine to børn. I Havhøst arbejder vi med formidle oplevelsen af det spiselige hav, og det er jeg utrolig stolt af at være en del af.