Havhøst søger kommunikationsansvarlig

Fra et sted i krydsfeltet mellem madkultur, havkærlighed og folkelig involvering har Havhøst på få år formået at sætte regenerativ havkultivering på dagsordenen. Foreningsdrevet dyrkning af tang, muslinger og østers har virkelig taget fart, og kommercielle aktiviteter står på spring i Danmark og i de andre nordiske lande. Ambitionerne rækker til endnu mere, og aktivitetsniveauet kræver nu, at vi sætter flere kræfter bag vores kommunikation. Derfor søger Havhøst nu en kommunikationsansvarlig, der skal fortælle verden om alt det vi går og gør, for at fremme regenerativ dyrkning af fødevarer i havet. 

Stillingen

Stillingen er nyoprettet og den kommunikationsansvarlige skal sørge for at Havhøst og vores projekter bliver mere synlige, så den regenerative havdyrkning bliver endnu mere udbredt. Stillingen indeholder en bred vifte af kommunikations- og koordineringsopgaver med hovedfokus på digital tilstedeværelse.

Mange af opgaverne ligger i fondsfinansierede projekter, så målsætninger og budskaber er forskellige. En nøgleopgave er derfor at sikre sammenhæng og synergi mellem Havhøsts projektkommunikation og vores egne budskaber og kommunikationsindsats.

Nøgleopgaver

  • Lave content til Facebook, Instagram og LinkedIn 
  • Skrive nyhedsbreve
  • Opdatere og videreudvikle vores hjemmeside i wordpress – herunder også sikring af SEO.   
  • Styre samarbejde med eksterne content skabere – influencere og en podcastproducent
  • Planlægge og gennemføre besøg hos vores foreninger og andre samarbejdspartnere rundt om i landet for at lave content 

Kvalifikationer

Det forventes, at ansøgere har erfaring fra tilsvarende stillinger i tilsvarende miljøer. Ansøgere skal derfor have/være/kunne:

  • Kommunikationsbaggrund og erfaring, der matcher opgaverne; gerne fra forenings- eller virksomhedsregi.
  • Kommunikationsuddannet – gerne med fokus på digitale medier
  • Erfaring med de ovenfor beskrevne opgaver
  • Flydende i skrift og tale på dansk og engelsk
  • Erfaring med og lyst til at arbejde i et idealistisk, uformelt start-up miljø
  • Initiativtagende, selvstændigt arbejdende og glad for teamarbejde
  • Udadvendt, humoristisk og dynamisk
  • Erfaring med at arbejde i fondsfinansierede projekter er en fordel

Ansættelsesvilkår

Stillingen er en deltidsstilling på 20 timer om ugen og vil være tidsbegrænset til udgangen af 2023.

Arbejdssted er København. Der kan aftales mulighed for hjemmearbejde, dog med skyldig hensyntagen til institutionens behov.

Ansættelse sker på funktionærvilkår, løn og pension efter kvalifikationer og erfaring.

Ansættelse hurtigst muligt og senest 1. november 2022. Spørgsmål om stillingen, herunder ansættelsesvilkår, rettes til Anne Stald Møllmann på anne@havhoest.dk.

De beskrevne ansættelsesvilkår og stillingsbeskrivelsen kan blive justeret afhængigt af hvilke konkrete projekter, der opnår tilskud sidst på året.

Ansøgning

Ansøgning sendes til Anne Stald Møllmann på anne@havhoest.dk senest fredag den 26. august 2022. Samtaler afholdes løbende på Havhøsts kontor i Kødbyen i København. Skriv venligst ’Ansøgning’ i emnefeltet på mailen.

Om Havhøst

Havhøst er en sammenslutning af maritime nyttehaver, NGO’er, skoler, virksomheder og ganske almindelige mennesker, der deler en kærlighed til det store blå, mad fra havet og bæredygtig udvikling. Vi har som mål at fremme det, vi kalder regenerativ kultivering i havet, og at invitere så mange som muligt til at tage del i den blå-grønne omstilling. Vi understøtter folkedrevne maritime nyttehaver med dyrkning af tang, blåmuslinger og østers langs de danske kyster, og udvikler undervisningsaktiviteter til formidlingsinstitutioner i hele landet med udgangspunkt i lokale maritime nyttehaver og fortællingen om regenerativ havdyrkning. Vi er også på vej til både Norge, Sverige og Finland med vores formater, ligesom understøttelse af småskala kommerciel dyrkning er undervejs.

Havhøst ledes af en bestyrelse på 7 personer og drives af et sekretariat på 6 personer med base i arbejdsfællesskabet Copenhagen Food Space i Kødbyen i København sammen med andre iværksættere indenfor mad og bæredygtighed.