Bliv praktikant hos Havhøst i efteråret 2024

Havhøst har vind i sejlene og vi ser frem imod en sæson med fuld fart på i skoletjenesten, masser af arrangementer og spændende nye udviklingsprojekter. Vi leder efter en praktikant med masser af energi, der har lyst til at blive en del af vores lille saltvandsfællesskab.

Vi leder efter én, der kan være hos os i mindst tre måneder med start i august. Som praktikant vil du få mulighed for:

  • At være med til at undervise i vores skoletjeneste, hvor elever fra 4. klasse og opefter bruger en dag sammen med os for at lære om regenerativ dyrkning af marine fødevarer
  • At være en del af processen med at udbrede vores undervisningskoncepter til andre steder i landet og dermed få mulighed for at møde naturformidlere fra hele Danmark
  • At planlægge og gennemføre arrangementer såsom workshops, langbordsmiddage, og foredrag
  • At passe vores Bølgemark: tilse afgrøder, vedligeholde grej og udvikle på vores dyrkningsmetoder
  • At hjælpe nye, lokale foreninger i hele landet i gang med at dyrke under vand ved at dele erfaringer, vise frem og lære fra sig
Hvem er vi?

Havhøst er en nonprofitorganisation, der arbejder for at fremme en bæredygtig udvikling ved at udbrede regenerativ dyrkning i havet. Det gør vi gennem undervisning af skolelever, formidlende og oplysende arrangementer og ved at opdyrke et nationalt netværk af foreninger, med deres egne lokale maritime nyttehaver.

Vi har hovedkontor i Kødbyen i det kreative kontorfællesskab Fish Tank, der huser en bred vifte af iværksættere med et bæredygtigt eller socialt sigte. I Københavns havn har vi vores Bølgemark, hvor vi dyrker muslinger og tang, gennemfører undervisningsforløb og spreder vores budskab.

Vi er otte ansatte, så vi er et lille team og vi værner om det gode arbejdsmiljø og fællesskab. Vi deler en kærlighed til havet, bæredygtighed og mad.

Hvem er du?

Vi leder efter en, der deler vores passion for bæredygtig udvikling og har mod på at udbrede den til forskellige målgrupper. I vores lille team har vi et fleksibelt arbejdsliv og forventer til gengæld, at man arbejder selvstændigt og holder aftaler og vigtigst af alt, at man er initiativrig og udviklingsorienteret. Hvis du har erfaring med formidling, madlavning og/eller dykning er det en fordel. Faglig viden om hav og havmiljø, bæredygtig produktion eller didaktik er også meget værdsat.

Send din ansøgning eller spørgsmål til bodil@havhoest.dk

”Som praktikant hos Havhøst er du selv med til at forme dit eget forløb. Det er en enormt fleksibel arbejdsplads med mange diverse opgaver. Du får ny og spændende viden om regenerativ kultivering, fremtidens fødevarer, formidling og ikke mindst havet!
Du vil blive en del af et stærkt og inspirerende team med mange forskellige uddannelsesbaggrunde. Du er en del af holdet fra dag ét, hvor der er plads til alles ideer og inputs. Kæmpe varm anbefaling herfra.”
Marie, praktikant hos Havhøst i 2022