Bernt, hvorfor er du med i Havhøst?
I 2016 hørte jeg, at der i Kerteminde var en nystiftet forening, hvor der skulle dyrkes muslinger og tang. Jeg var fyr og flamme for dette initiativ, da jeg selv i et stykke tid havde interesseret mig for regenerative afgrøder i havet. Der er alt for lidt fokus på de fødevareressourcer, vi kan finde i havet, så her var muligheden for at blive klogere på dyrkning og bidrage med at udbrede kendskabet til anvendelsesmulighederne. Så jeg meldte mig fluks ind i Kerteminde Maritime Haver, hvor vi har et anlæg i Storebælt på 2 hektar, samt netop har etableret en Bølgemark i Kerteminde havn.
Vi har også en kolonihave, hvor foreningen kan dyrke afgrøder til fællesspisning og eksperimentere med dyrkning i tang m.m. Generelt er vores havhaver vores legeplads, hvor vi eksperimenterer med dyrkningsmuligheder og anvendelse i vores mad og øl. Vi samarbejder med universiteter og andre institutioner med forsøg og formidling.
Og mit arbejde i Havhøsts bestyrelse er en naturlig forlængelse af mit engagement i Kerteminde Maritime Haver.
Du kan skrive til Bernt på bernt.k.s@gmail.com