Hvordan påvirker tang og muslinger vandets iltindhold?

Øvelseskort #6

Emner:
Fotosyntese
Respiration
pH-værdi
Forsuring
Iltindhold

Varighed:
45 minutter + mindst 1 times ventetid (evt. helt op til 24 timer)

Læringsmål:
Eleverne kan opstille et forsøg, der bruger bromthymolblåt til at påvise fotosyntese og respiration.

Eleverne kender til fotosyntese og respiration i sammenhæng med muslinger og tang.

Eleverne forstår, at CO2 i atmosfæren hænger sammen med forsuring af havene.

Baggrund

Fotosyntese og respiration er ikke bare noget, der foregår i planter på land – det foregår også i havet. I stor stil endda. Vandplanter og mikro- og makroalger optager CO2 via fotosyntese og spiller dermed en stor rolle i det globale kulstofkredsløb. Faktisk udgør verdenshavene vores allerstørste karbonlager. Det er en helt naturlig og livsvigtig proces, men i dag producerer vi langt mere CO2 en nogensinde før, og da CO2 i forbindelse med vand bliver til kulsyre, så sker der en forsuring af havmiljøet. pH-værdien falder, og det har blandt andet negative konsekvenser for koraller og dyr med kalkskeletter og skaller, eksempelvis muslinger.

Det skal du bruge (pr. gruppe)

  • Bromthymolblåt
  • 2-3 bægerglas til forsøg
  • En håndfuld friskhøstede blåmuslinger
  • En håndfuld friskhøstet søsalat
  • Papir og blyant

Proces

  1. Bromthymolblåt (BTB) er en pH-indikator og kan derfor bruges til at få indblik i niveauet af CO2 i vand. Illustrér i et glas med saltvand og et par dråber BTB, hvad der sker, når man øger indholdet af CO2
  2. Pust ihærdigt med et sugerør og det blå vand vil ændre farve til grøngult i takt med at forsuringen sker.
  3. Inddel eleverne i grupper og giv dem en håndfuld blåmuslinger, en håndfuld frisk, levende søsalat samt glas til forsøg og BTB.
  4. Lad dem så nedskrive deres forsøgsopstillinger og hypoteser; Hvordan kan de få vandet til at skifte farve fra blå til gul og fra gul til blå vha. de udleverede havorganismer?

Refleksionsspørgsmål

  • Stemte jeres forsøgsresultater overens med jeres hypoteser? Hvorfor tror I/hvorfor tror I ikke? Hvilke faktorer kan spille ind på forsøgsresultatet?
  • Hvordan kan I bruge resultatet af jeres forsøg til at forstå klimaforandringer i havet?

Kombinér evt. med:

Printvenlig version: