Er der mikroplast i vores blåmuslinger?

Øvelseskort #10

Emner:
Mikroplastik
Dissektion
Forurening
Blåmuslinger
Mikroskopering

Varighed:
30 minutter

Læringsmål:
Eleverne er bekendt med problematikken omkring mikroplastik

Eleverne kan undersøge indholdet af mikroplastik i blåmuslinger

Baggrund

Hvert år bliver der produceret omkring 300 millioner ton plastik. Halvdelen bliver brugt til engangsprodukter, hvoraf det estimeres, at omkring 8 mio. ton ender i havet. FN anslog i 2017, at der findes omkring 51 billioner mikroplastpartikler i havet, hvilket er 500 gange flere, end der er stjerner i vores galakse!

Mikroplast er små partikler af plastik, som er under 5 mm, og de findes, ud over i havet, i vores mad og drikkevarer. De er bl.a. blevet fundet i øl, honning og i menneskers drikkevand. Ikke overraskende er der også blevet fundet mikroplast i afføring fra mennesker. Med andre ord er det overalt omkring os. Det meste mikroplast kommer fra nedbrydningen af større stykker plastik fra eksempelvis fiskegarn, plastikposer- og flasker. Desuden kommer det fra vask af syntetisk tøj, slid fra dæk, skosåler og fra plejeprodukter som tandpasta og skrubbecremer.

Det er usikkert, hvad mikroplastik egentlig gør ved vores sundhed. Men eftersom plastik indeholder forskellige kemiske stoffer såsom stabilisatorer og flammehæmmere, så kan det over tid vise sig at være usundt at indtage i store mængder.

Det skal du bruge (pr. gruppe)

  • Nyhøstede muslinger
  • Skalpeller
  • Saks
  • Petriskåle
  • Fotobakker
  • Mikroskop
  • En melryster eller glas med låg
  • Vand
  • Tragt eller si
  • Kaffefiltre
  • Et skærebræt
  • En kniv
  • Andre materialer I har til rådighed (f.eks. en blender)

Proces

Hver gruppe af elever skal undersøge fem muslinger for mikroplast. Instruér elever i at åbne muslingeskallerne og skrabe muslingerne ud på et skærebræt eller i en blender. Muslingerne skal nu hakkes eller blendes. Når muslingerne er hakkede eller blendede, skal de lægges i et glas med låg, eller en melryster. Tilsæt vand og ryst.

Muslingejuicen skal nu filtreres gennem et kaffefilter, hvor efter et stykke af kaffefilteres skal lægges i mikroskop. Nu kan eleverne begynde at lede efter mikroplast.

Diskutér herefter jeres resultater.

Refleksionsspørgsmål

  • Hvordan fungerede undersøgelsesmetoden? Kunne I forestille jer andre måder at undersøge mikroplast i muslinger?
  • Hvad kan årsagerne være til, at der er så meget plastik i havene?
  • Har I hørt om nogle problemer forårsaget af plastik i havene?
  • Hvad kan vi hver især gøre for, at der i fremtiden ender mindre plastik i havet?
  • Synes I det er et problem, at der er mikroplast i menneskers fødevarer?

Kombinér evt. med:

Printvenlig version: